Amanda Knox frifundet: “Enorm lettelse”
Efter at være blevet frifundet for et drab i 2007 er det en lettet Amanda Knox, som ser tilbage på forløbet.
Amerikanske Amanda Knox udtrykker “enorm” lettelse fredag, efter at den italienske højesteret har besluttet at frifinde hende for et drab i 2007 på den britiske studerende Meredith Kercher.
– Jeg er enormt lettet og taknemmelig for beslutningen fra højesteretten, siger Amanda Knox i en udtalelse, kort efter at både hun og hendes italienske ekskæreste Raffaele Sollecito er blevet frifundet.
Sidste år blev Amanda Knox sammen med ekskæresten for anden gang dømt for at have været involveret i det brutale drab på Meredith Kercher.
Men hele vejen igennem har amerikaneren stået fast på, at hun er uskyldig.
– Min viden om min uskyld har givet mig styrke i selv de mørkeste perioder af denne prøvelse. Og gennem denne prøvelse har jeg modtaget uvurderlig støtte fra familie, venner og fremmede. Til dem kan jeg kun sige mange tak, siger hun.
I en anden udtalelse udtrykker Amanda Knox’ familie “dyb taknemmelighed” til dem, der har kæmpet på amerikanerens side og holdt fast i hendes uskyld.
/ritzau/AFP