13-årig havde pistol med i skolen
Midt- og Vestjyllands Politi modtog torsdag over middag en anmeldelse om, at der stod en person med en pistol ved Balleskolen i Silkeborg.
En medarbejder på Balleskolen i Silkeborg anmeldte torsdag klokken 13.01, at man fra lærerværelset havde observeret en ung mand med en sort pistol i hånden ved nogle træer i udkanten af skolegården.
Da den unge mand fik øje på anmelderen løb han fra stedet. Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Klokken 13.47 får en patrulje kontakt til en 13-årig dreng, der svarer til anmelders signalement. Han er ikke længere i besiddelse af en pistol, men indrømmer at have været det og har efterfølgende fremvist en softgun svarende til den genstand, anmelder så drengen være i besiddelse af.
Drengens familie samt de sociale myndigheder er kontaktet og drengen blev taget med til stationen til afhøring.
Meget alvorligt
Midt- og Vestjyllands Politi har været i kontakt med ledelsen på Balleskolen med henblik på at orientere elever og forældre om hændelsen.
Vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Ole Vanghøj opfordrer forældre til at tage en snak med deres børn og unge om alvorligheden ved at rende rundt med en legetøjspistol.
– Når vi får en melding om en person med en pistol, tager vi det altid meget alvorligt. Vi er nødt til at være forberedt på, at det kan være en rigtig pistol, der er tale om. Ind til vi er helt sikre på, at der kun er tale om en legetøjspistol, håndterer vi situationen, som var pistolen ægte, uddyber Ole Vanghøj i pressemeddelelsen.