100-års-fejring er i gang

Dronningen har kørt over den gamle grænse i Sønderjylland. Samme tur som hendes farfar tog i 1920

Dronningen, kronprinsen og prins Christian kører over den gamle grænse i karet, ved Frederikshøj, søndag den 13. juni 2021. Karetkørslen foregår i forbindelse med 100-året for Genforeningen. Karetkørslen foregår samme sted, som Christian 10. den 10. juli 1920 red over den gamle grænse på den hvide hest Malgré Tout. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Dronningen, kronprinsen og prins Christian kører over den gamle grænse i karet, ved Frederikshøj, søndag den 13. juni 2021. Karetkørslen foregår i forbindelse med 100-året for Genforeningen. Karetkørslen foregår samme sted, som Christian 10. den 10. juli 1920 red over den gamle grænse på den hvide hest Malgré Tout. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Sønderjyder har ventet og ventet på at få besøg af dronning Margrethe i anledning af 100-året for Genforeningen.

Søndag kom dagen. Fejringen er skudt i gang.

En fortolkning af æresporten fra 1920 er sat op ved den gamle grænse i Frederikshøj syd for Kolding.

Klokken lidt over ti søndag kørte dronning Margrethe, kronprins Frederik og prins Christian i karet over den gamle grænse.

Efter turen fik dronningen overrakt en buket blomster af Eli Fredskilde. Datter til den syvårige pige Johanne, der i 1920 blev taget med op på en hest af Christian X.

- Jeg er meget spændt, lød det før karetturen fra Eli Fredskilde.

Følger farfars fodspor

Besøget fra dronningen skulle have fundet sted i juli 2020, men blev udskudt på grund af corona.

Med karetturen følger dronningen i sin farfars fodspor, daværende kong Christian X.

Han red 10. juli 1920 på en hvid hest over grænsen til Sønderjylland og indledte et længere besøg i den genforenede landsdel.

Efter ham fulgte en karet.

Besøger Genforeningspark

Om bord var dronning Alexandrine, prinsesse Thyra og prinsesse Dagmar. Det er den selv samme karet, som dronningen i dag har kørt over grænsen i.

Karetturen er det første punkt på dagens program for dronningen.

Herefter går turen til Haderslev, hvor de tre kongelige skal deltage i en dansk-tysk gudstjeneste i Haderslev Domkirke.

Dronningen besøger også en ny genforeningspark ved Folkehjem i Aabenraa, før hun ender i Sønderborg, hvor flere arrangementer finder sted.

Vært på reception

Det gælder blandt andet en ceremoni på Kongeskansen ved Dybbøl Banke sammen med Tysklands forbundspræsident og statsminister Mette Frederiksen.

Ved aftenstid slutter fejringen på Kongeskibet Dannebrog i Sønderborg Havn, hvor dronningen er vært ved en reception og middag.

I 2020 var det 100 år siden, at Sønderjylland blev genforenet med Danmark. Over 1000 arrangementer var planlagt i 2020 for at fejre genforeningsåret.

Men på grund af corona blev mange udsat eller aflyst.

Det gælder blandt andet dronningens besøg til Sønderjylland. Det finder sted søndag, men er blevet skåret ned fra fire til en dag.

Genforeningen

Efter den 2. Slesvigske Krig i 1864 tabte Danmark de tre hertugdømmer Slesvig, Holsten og Lauenborg til Preussen.

Efter Første Verdenskrig fik Danmark dog området tilbage i 1920.

100-året for Genforeningen blev skulle være fejret i 2020, men det blev aflyst grundet coronapandemien.

Kilde: Danmarkshistorien.dk, Kongehuset

Uden genforeningen ville byer som Haderslev, Aabenraa, Tønder og Sønderborg i dag have været tyske.

Powered by Labrador CMS