10.900 lærere og pædagoger varsler strejke
100.000 børn kan berøres. Og dermed også deres forældre.
Onsdag den 4. april vil i runde tal 30.000 børn ikke kunne komme i daginstitution. Og omkring 70.000 skolebørn vil heller ikke kunne komme i skole. Det bliver konsekvensen, når BUPL sender 5.200 pædagoger i strejke for at få mere i løn. Sammen med pædagogerne vil også lærere og pædagogmedhjælpere nedlægge arbejdet.
Sådan starter et opslag lagt på Bupls hjemmeside.
Danmarks Lærerforening og Bupl har udsendt strejkevarsel. Samlet varsles 10.900 lærer og pædagoger at strejke. Det kan berøre op til 100.000 børn, skriver TV2.
Fredag meldte arbejdstagerorganisationerne ud, at der ville blive sendt strejkevarsel, da overenskomstforhandlingerne er brudt sammen, og parterne nu er hos forligsmanden.
Mandag fortalte akademikere, sygeplejersker, ingeniører og læger, hvem der var udtaget til konflikt. Tirsdag er turen altså kommet til lærere og pædagoger, skriver TV2.
– At udtage medlemmer til en konflikt er et alvorligt skridt. Men vi står også i en yderst alvorlig situation.
– Vi ønsker at få arbejdsgiverne til at lave en overenskomstaftale med os, så folkeskolen kan få en ny start, og så vi igen kommer ind på samarbejdssporet, siger formand for Overenskomstudvalget i Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen, til TV2.
10.900 i strejke
Samlet vil 5900 lærere og 5000 pædagoger strejke fra den 4. april, hvis ikke parterne når til enighed før det.
– Det er ikke den situation, vi havde håbet på. Vi var opsatte på at få en forhandlet løsning. Men der kommer tidspunkter, hvor man er nødt til at trække en streg i sandet. Og vi skal ikke finde os i, at vi skal have endnu en kriseoverenskomst, siger Bupls formand Elisa Bergmann på Bupls hjemmeside.
Forligsmanden har dog mulighed for at udskyde konflikten med to uger to gange, hvis det vurderes, at yderligere forhandlinger kan bane vejen for et overenskomstforlig.
Stridspunkterne er blandt andet løn, frokostpause og ikke mindst lærernes arbejdstid, der har været bestemt ved lov siden 2013. Det skete i forbindelse med, at den daværende regeringen indførte en stor skolereform.
12 kommuner rammes
Ifølge TV2 vil 12 kommuner blive ramt af strejken blandt pædagoger og lærere.
På BUPLs hjemmeside kan du klikke dig ind på din kommune og se, hvordan den bliver berørt.
Fredag fortalte Forhandlingsfællesskabet, der dækker over 51 faglige organisationer og over 500.000 medlemmer i kommuner og regioner, at man varslede konflikt fra 4. april.
Mandag blev de egentlige forhandlinger i Forligsinstitutionen mellem de statsansatte og innovationsminister Sophie Løhde (V) indledt.
Tirsdag forhandler lærerne og KL, mens parterne på det regionale område afventer de øvrige forhandlinger.