Udland

95-årige dronning Elizabeth har stadig milde coronasymptomer

Den britiske dronning har aflyst flere virtuelle møder tirsdag på grund af milde symptomer efter coronasmitte.

Storbritanniens 95-årige dronning Elizabeth har fortsat milde forkølelsessymptomer som følge af smitte med coronavirus.

Det oplyser det britiske kongehus tirsdag.

Det lyder desuden, at dronningen har aflyst en stribe virtuelle møder tirsdag.

Dronning Elizabeth blev testet positiv for coronavirus søndag. Her lød det samtidig, at hun ville fortsætte med at opfylde sine forpligtelser. Det blev anset som et tegn på, at dronningen ikke er hårdt coronaramt.

Mandag sendte dronningen en besked med kondolencer til Brasilien. Hun udtrykte sin medfølelse over landets tab under nylige oversvømmelser.

Buckingham Palace er normalt tilbageholdende med at give oplysninger om dronningens helbred. Kongehuset har dog tidligere bekræftet, at den 95-årige monark er færdigvaccineret mod coronavirus.

Meddelelsen om dronningens smitte kom, blot et par uger efter, at hun 6. februar kunne markere et historisk 70-års-jubilæum.

Bekymringen for dronningens helbred er tiltagende i Storbritannien. Her har en stor del af befolkningen ikke kendt nogen anden monark i deres levetid.

Platinjubilæet bliver for alvor markeret 12. til 15. maj.

Buckingham Palace har offentliggjort det fulde program for festlighederne.

Her vil hun blandt andet åbne dele af sit hjem for offentligheden. Nogle af verdens største stjerner vil desuden optræde uden for slottet i London.

Det er uklart, i hvor høj grad dronningen selv kommer til at deltage.

Dronning Elizabeth blev rådet af læger til at holde sig i ro, efter at hun tilbragte en nat på hospitalet i oktober af ukendte årsager.

Størstedelen af jubilæumspligterne menes derfor at være blevet overdraget til resten af den kongelige familie, inklusive prins William og hustru Kate.

I festdagene i midten af maj ventes flere end 500 heste og 1000 optrædende at deltage i et show på Windsor-slottet. Her vil publikum blive taget gennem den kongelige families historie fra Elizabeth I og frem til i dag.

/ritzau/

Back to top button