Erhverv

88 procent flere ledige stillinger i det private end før corona

Antallet af ledige stillinger i den private sektor er i fjerde kvartal 2021 steget til det højeste nogensinde.

Gennem noget tid har virksomheder beklaget sig over, at de ikke har kunnet finde nok arbejdskraft.

Det problem bliver bekræftet af tal fra Danmarks Statistik, der viser, at antallet af ledige stillinger i den private sektor er højere end nogensinde før.

Tallene går til og med fjerde kvartal 2021. Derfor kan der være sket ændringer siden.

Ifølge tallene steg antallet af ledige stillinger i den private sektor med 5700 til 66.100 i fjerde kvartal 2021. Det var femte kvartal i træk med stigninger.

I Dansk Industri, landets største erhvervsorganisation, konstaterer vicedirektør Steen Nielsen, at der aldrig før har været flere ledige stillinger i Danmark.

– Det er endnu et tegn på et meget varmt arbejdsmarked, hvor mange virksomheder har svært ved at finde de medarbejdere, de har brug for, siger Steen Nielsen.

Sammenligner man fjerde kvartal 2021 med første kvartal 2020, så er der i den mellemliggende periode kommet 88 procent flere ledige stillinger.

Med andre ord er der 88 procent flere ledige stillinger i dag end før covid-19.

Stigningen hænger altovervejende sammen med en generelt stor aktivitet i dansk erhvervsliv, som derfor har brug for flere hænder til at følge med.

De seneste ugers krig i Ukraine risikerer at påvirke aktiviteten og behovet for mere arbejdskraft. Men indtil videre ser det positivt ud, siger Steen Nielsen.

– Antallet af nye jobopslag ligger her i marts lige så højt som i de foregående måneder. Så der er altså fortsat meget høj aktivitet på arbejdsmarkedet, siger han.

I både Dansk Industri og Dansk Erhverv, en anden stor erhvervsorganisation, mener man stadig, at manglen på ledige hænder er en meget stor udfordring for virksomhederne.

Derfor opfordrer begge organisationer til fortsat politisk fokus på området.

– Ser vi fremad, så håber vi meget på at kampen om den ledige arbejdskraft bliver mindre intens, siger cheføkonom i Dansk Erhverv Tore Stramer.

– Alternativt er der en reel risiko for alvorlige flaskehalsproblemer på dele af arbejdsmarkedet.

På linje med Steen Nielsen fra Dansk Industri opfordrer Tore Stramer blandt andet til at gøre det lettere for udlændinge at arbejde i Danmark.

Mest oplagt er det ifølge Tore Stramer at lukke op for mere arbejdskraft fra uden for EU.

/ritzau/

Back to top button