Udland

72-årig stod bag skudmassakre i Los Angeles

Alt er på bordet med hensyn til motivet for forbrydelsen, der kostede 10 mennesker livet, siger sherif.

Politiet i den amerikanske storby Los Angeles har mandag fortsat besvær med at finde et motiv til, hvorfor en mand i weekenden skød og dræbte 11 personer i forbindelse med det kinesiske nytår.

Ti ofre døde på gerningsstedet.

Politiet oplyser, at det 11. offer døde, mens vedkommende blev behandlet på et lokalt hospital.

Gerningsmanden var en 72-årig mand af asiatisk oprindelse.

Huu Can Tran tog søndag sit eget liv, da politiet omringende hans bil lige syd for Los Angeles.

Han angreb lørdag aften et dansestudio i området Monterey Park.

Området bebos overvejende af folk med asiatisk baggrund. Titusinder var på gaden for at fejre det kinesiske nytår.

Sheriffen for Los Angeles-området, Robert Luna, har fortalt, at “alt er på bordet” hvad angår motivet til forbrydelsen, hvor også 10 personer blev såret.

En af de kvindelige ofre var i 50’erne, mens de andre fire kvinder var i 60’erne. Tre af de dræbte mænd var i 70’erne, og to var i 60’erne. Det oplyser det retsmedicinske kontor, som mandag har påbegyndt arbejdet med at identificere ofrene.

Der er umiddelbart ingen oplysninger om det 11. offer – heller ikke om alderen på vedkommende.

Efter skyderiet i Monterey Park tog den mistænkte til en dansesal tæt på.

Her blev han tacklet og afvæbnet af nogle personer på stedet, inden han flygtede fra stedet.

Monterey Park, der ligger få kilometer fra det centrale Los Angeles, er hjem for omkring 60.000 personer.

Størstedelen af dem har asiatisk baggrund

USA’s præsident, Joe Biden, har tidligere sagt, at der frem til torsdag skal flages på halvt i USA for at ære ofrene.

– Der er stadig meget, vi ikke ved om motivet bag dette meningsløse angreb. Vi ved dog, at mange familier sørger i aften eller beder til, at deres elskede vil komme sig, har præsidenten udtalt.

/ritzau/Reuters

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker