53-årig kvinde får seks års fængsel for dødsvold mod kæreste
En kvinde, som sidste år stak en 56-årig mand med kniv, er ikke skyldig i drab, har byret afgjort.
En 53-årig kvinde er tirsdag ved Retten i Hjørring idømt seks års fængsel for vold med døden til følge.
Det skriver Nordjyske.
Den 53-årige Ane Mette Olsen var tiltalt for at have dræbt en 56-årig mand, som hun havde et kæresteforhold til, da hun stak ham med kniv 7. maj sidste år i Frederikshavn.
Men retten vurderede ikke, at hun skulle dømmes for drab.
Ifølge Nordjyske lagde retten vægt på, at knivstikkene skete i forbindelse med vold og et skænderi, og at både kvinden og manden var stærkt påvirkede.
Den 53-årige kvinde har erkendt, at hun har stukket sin partner med kniv. Men hun nægter, at hun havde forsæt til at dræbe ham.
Ifølge anklageskriftet blev den 56-årige mand ramt af knivstik flere gange. Han blev blandt andet stukket i venstre side af nakken, fremgår det.
Forskellen på, om retten kan dømme for drab eller vold med døden til følge, ligger i, om retten vurderer, at gerningsmanden som minimum må anses at have accepteret, at der er en risiko for, at offeret vil dø.
Inden domsafsigelsen argumenterede anklager Mathias Pedersen fra Nordjyllands Politi ifølge Nordjyske for, at kvinden skulle idømmes 12 års fængsel for drab.
Kvindens forsvarsadvokat Ulrik Henriksen siger til Nordjyske, at han mener, at tirsdagens afgørelse er en rigtig dom.
– Anklagemyndigheden har efter min mening ikke løftet bevis for, at det var forsætlig manddrab. Min klient har meget troværdigt forklaret, at hun ikke havde til hensigt at dræbe, og at hun var ked af, at det endte, som det gjorde, siger han til mediet.
Anklager Mathias Pedersen siger til Nordjyske, at han er overrasket over dommen. Han kalder det en tragisk sag.
Anklagemyndigheden har 14 dage til at beslutte, om den vil anke dommen, så landsretten også skal tage stilling til sagen.
Den 53-årige havde fravalgt, at sagen skulle behandles ved et nævningeting. Sagen blev derfor behandlet af en dommer og to domsmænd.
/ritzau/