Kriminal

45-årig mand fundet død efter brand i rækkehus

Det er uvist, hvad manden er død af, men politiet mistænker, at den 45-årige kan være død af røgforgiftning.

En 45-årig mand er blevet fundet død i sit hjem lørdag efter en brand.

Det fortæller vagtchefen ved Sydøstjyllands Politi til Horsens Folkeblad.

Politiet blev underrettet om branden i rækkehuset i Juelsminde omkring klokken 12. Indenfor blev den 45-årige beboer fundet død.

Det er uvist, hvad han er død af. Både døds- og brandårsag skal der ses nærmere på i løbet af weekenden ifølge Horsens Folkeblad.

Politiet formoder, at han er død af røgforgiftning.

Mandens pårørende er underrettet om dødsfaldet.

/ritzau/

Back to top button