Udland

3000 amerikanere har meldt sig til at kæmpe i Ukraine

Det vides ikke præcist, hvor mange udlændinge der er rejst til Ukraine for at hjælpe landet kæmpe mod Rusland.

3000 amerikanere har meldt sig frivilligt til at hjælpe Ukraine i krigen mod Rusland.

Det oplyser den ukrainske ambassade i Washington D.C. lørdag til mediet Voice of America.

Ifølge avisen New York Times er adskillige amerikanske krigsveteraner blandt de frivillige.

Avisen beskriver, hvordan krigen i Ukraine har vækket flere veteraners lyst til at kæmpe for frihed, og at de i flere grupper på Facebook organiserer sig for at hjælpe hinanden til Europa.

Udmeldingen fra den ukrainske ambassade kommer, efter at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i denne uge udstedte et dekret, der gør det muligt at rejse ind i landet uden visum, hvis man ønsker at hjælpe med at forsvare det som del af en fremmedlegion.

Eneste undtagelse er, at russiske statsborgere ikke må melde sig.

Udenrigsminister Dmytro Kuleba sagde torsdag, at Ukraine havde hvervet mere end 1000 personer fra 16 forskellige lande.

Indtil nu har det dog været svært at bekræfte, hvor mange udlændinge der rent faktisk er rejst til Ukraine for at kæmpe.

Præsident Zelenskyj har i en video på beskedtjenesten Telegram således også refereret til, at der er blevet oprettet en “international legion” bestående af 16.000 frivillige fra udlandet, der skal hjælpe med at forsvare “Ukraine, Europa og verden”.

Ud over udlændingene menes mere end 66.000 ukrainske mænd at være rejst hjem for at kæmpe mod Rusland. Det var i hvert fald det tal, som Ukraines forsvarsminister, Oleksij Reznikov, offentliggjorde lørdag.

I Danmark forklarede Statsminister Mette Frederiksen (S) søndag i sidste uge på et pressemøde, at der ikke er noget juridisk til hinder for, at danskere rejser til Ukraine for at kæmpe mod russere.

Det vides ikke, hvor mange danskere, der er taget afsted, men medier som Berlingske, Politiken og TV 2 har alle bragt interviews med unge danskere, som har meldt sig til at kæmpe.

Ifølge New York Times sagde en talsperson for Ruslands forsvarsministerium torsdag, at udenlandske krigere vil blive betragtet som lejesoldater.

Derfor vil de ifølge Rusland heller ikke være beskyttet af regler for, hvordan krigsfanger for eksempel skal behandles.

/ritzau/

Back to top button