293 kræftpatienter i Midtjylland har ventet for længe på operation
Aarhus Universitetshospital kan ikke udelukke, at ekstra ventetid har medført en forværring af kræftsygdom.
293 kræftpatienter har i en periode på over et år ventet længere på operation på Mave- og Tarmkirurgi på Aarhus Universitetshospital (AUH), end de skulle.
Det viser en ventet redegørelse fra Region Midtjylland.
DR har tidligere beskrevet, at 182 patienter med svær tarmkræft på Aarhus Universitetshospital havde ventet for længe på en operation.
Perioden, som DR omtaler, er fra maj til december 2022.
Men med redegørelsen fra regionen er der blevet afdækket en længere periode. Den løber fra januar 2022 til februar 2023. Og den viser altså, at der over et år er tale om knap 300 personer.
Kræftpatienter har ellers lovkrav på at blive opereret senest to uger, efter at det er besluttet, at de skal opereres.
Men ifølge redegørelsen fra Region Midtjylland er den frist for patienter, der er tilknyttet den specifikke afdeling i Aarhus, blevet overskredet med mellem 1 og 56 dage.
Det vil sige, at nogle har ventet op til ti uger på at blive opereret.
Alene for januar og februar i år har kræftpatienter på afdelingen måttet vente omkring 22 dage mere end de angivne maksimale ventetider.
Til gengæld har den gennemsnitlige patient i hele perioden ventet 12,7 dage på operation ud over de 14 dage. Det viser redegørelsen.
– AUH kan ikke udelukke, at den ekstra ventetid til operationer har medført en forværring af sygdommen hos nogle af de patienter, der har ventet længere end de maksimale ventetider, fremgår det videre af redegørelsen.
Det er Sundhedsstyrelsen, der har bedt Region Midtjylland om en redegørelse, efter at DR i første omgang beskrev ventetidsproblemer søndag.
Afdelingen for mave- og tarmkirurgi på Aarhus Universitetshospital er så specialiseret, at det er det eneste sted i landet, hvor mange patienter med fremskreden tarmkræft kan opereres.
Når nogle patienter ikke tilbydes operation til tiden, skyldes det ifølge redegørelsen hovedsageligt mangel på sygeplejersker på afdelingen.
– Sygeplejerskemangel har betydet, at det har været nødvendigt at lukke sengepladser i hele 2022 på Mave- og Tarmkirurgi, AUH, lyder det.
Fra maj 2022 og til 23. marts i år har det således været nødvendigt at have 14 lukkede senge som følge af personalemangel.
Region Midtjyllands koncerndirektør, Helene Bilsted Probst, skriver i redegørelsen, at regionen “ser med stor alvor på denne sag”.
Samtidig fremgår det, at der er igangsat en række initiativer for, at afdelingen kan overholde ventetiderne.
Fredag har Region Midtjylland et møde med Sundhedsstyrelsen om sagen. Her vil regionen drøfte eventuelle nationale tiltag, lyder det. For eksempel spørgsmålet om at ændre specialeplanen, så de specialiserede operationer kan varetages på mere end et hospital i Danmark.
/ritzau/