Indland

29.040 positive coronatest – antallet af indlagte falder

Antallet af indlagte med en positiv coronatest på de danske hospitaler falder onsdag med 38.

Det seneste døgn er der registreret 29.040 tilfælde af coronavirus.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) onsdag.

1721 personer, der er testet positive for coronavirus, er indlagt på hospitalet. Det er 38 færre end tirsdag.

Det er første gang siden 18. februar, at antallet af indlagte falder.

Det er dog ikke alle indlagte, der er indlagt på grund af coronavirus. Der kan være andre årsager til, at personer, der er testet positive for coronavirus, er indlagt på et hospital.

36 af de indlagte er så syge, at de ligger på en intensivafdeling, mens 12 af dem får hjælp af en respirator til at trække vejret.

Professor og overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital Henrik Nielsen hæfter sig ved, at netop intensivtallet holder sig nede.

Det var langt højere sidste år – på trods af meget lavere smittetal.

– Jeg synes, at tallene meget tydeligt støtter den tolkning, at man ikke bare kan se på smittetallene og konstatere, hvor slemt det står til.

– Der er heldigvis færre alvorligt syge. Der er 36 på intensiv, og det er overskueligt for det danske sundhedsvæsen, siger han.

Det seneste døgn er 369 personer, der er testet positive for coronavirus, blevet indlagt på et hospital i Danmark.

De 29.040 tilfælde af coronavirus er fundet på baggrund af 103.074 PCR-prøver. Det betyder, at 28,17 procent af PCR-prøverne har vist et positivt resultat. 1567 af tilfældene er reinfektioner.

Trods en ret høj positivprocent ser professoren tegn på, at corona er på tilbagegang i Østdanmark – hvor tendensen har været gældende et stykke tid – og sandsynligvis også i Vestdanmark.

I den vestlige del af landet er man “to-tre uger efter” udviklingen i den østlige del af landet, og derfor skulle tallene snart begynde at falde en hel del både dér og på landsplan, spår Henrik Nielsen.

– I løbet af marts vil vi – chokerende – opleve meget lave smittetal. Vi vil slet ikke tro på, at det er rigtigt, siger han.

– Men det vil komme ned omkring nogle få tusinde i løbet af marts, for så vil det ebbe ud. Sådan er epidemiers matematik, fortsætter han og henviser til, at befolkningen på det tidspunkt vil have høj immunitet.

Hvor vedvarende den immunitet vil være, er imidlertid det store spørgsmål, påpeger professoren.

Yderligere 47 er døde med coronavirus.

Det er dog ikke sikkert, at coronavirus er dødsårsag hos alle de 47, der er døde.

SSI har tidligere estimeret, at omkring en tredjedel af dødsfaldene har andre årsager end covid-19.

/ritzau/

Back to top button