26-årig bilist mister livet i kollision nær Kolding
Et sammenstød mellem to biler på Koldingvej i Vamdrup har natten til søndag kostet en ung mand livet.
En 26-årig mand mistede natten til søndag livet i et frontalt sammenstød på Koldingvej i Vamdrup ved Kolding.
Det fortæller vagtchef Jesper Knudsen fra Sydøstjyllands Politi.
Foruden den 26-årige var der en kvinde på 22 og en mand på 25 år i bilen. De overlevede begge, men er blevet undersøgt på hospitalet.
Den anden part – en 37-årig bilist – slap også fra ulykken med livet i behold.
Vagtchefen kan ikke fortælle nærmere om hans tilstand eller om tilstanden hos de to passagerer i den anden bil.
Det er foreløbig uvist, hvorfor de to biler kolliderede.
– En bilinspektør har undersøgt ulykkesstedet, og så skal vi nu fastlægge årsagen, siger vagtchefen.
Det bliver også undersøgt, om nogen af de involverede bilister var påvirket af alkohol eller narkotika.
Politiet modtog anmeldelsen om ulykken klokken 00.11.
/ritzau/