Erhverv

203 ukrainske flygtninge har fået job i Danmark

Indtil videre er ikke mange ukrainske flygtninge kommet i job. Det skal nok ændre sig, mener Dansk Industri.

203 ukrainske flygtninge er indtil videre kommet i arbejde i Danmark, efter at de har fået opholdstilladelse via særloven.

Det skriver Berlingske. Avisen henviser til tal fra en ny rapport fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.

Samtidig med at 203 af de ukrainske flygtninge er kommet i job, så er cirka 4800 ukrainske flygtninge tilmeldt som ledige på Jobnet.

Jobnet er blandt andet en job- og cv-bank udviklet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering samt Kommunernes Landsforening.

Ifølge Berlingske er tallene behæftet med en vis usikkerhed, da ukrainere, som fik et job, imens de ventede på at få deres opholdstilladelse, ikke er talt med i den foreløbige opgørelse.

I Dansk Industri, landets største arbejdsgiverorganisation, er der håb om, at der snart kommer flere ukrainere i arbejde.

– Det er nogle meget små tal for beskæftigelse, når man ser på, hvor mange der er tilmeldt som ledige, siger Steen Nielsen, vicedirektør i Dansk Industri, til Berlingske.

Han tilføjer, at tallene formentlig undervurderer situationen, fordi nogle ukrainere ikke er talt med i denne omgang.

Derfor regner han med, at beskæftigelsestallet bliver større over de kommende måneder.

Siden Rusland invaderede og begyndte en krig mod Ukraine 24. februar, har millioner af ukrainere været på flugt. En del af dem er kommet til Danmark.

4. marts blev et politisk flertal enige om at indføre en særlov, der skal give ukrainske flygtninge hurtigere midlertidig opholdstilladelse uden om det almindelige asylsystem.

Indtil videre har 27.365 ukrainere søgt om opholdstilladelse efter særloven, hvoraf 18.720 har fået opholdstilladelse. Det viser tal fra Udlændingestyrelsen.

Størstedelen af ansøgerne er kvinder og børn.

/ritzau/

Back to top button