Indland

20.458 positive coronatest det seneste døgn

Det samlede antal indlagte med coronavirus falder med 68 til 1666. Yderligere 38 er døde.

Der er det seneste døgn registreret 20.458 smittede med coronavirus.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI) onsdag.

De bekræftede tilfælde er fundet blandt 77.746 PCR-test. Det betyder, at 26 procent af PCR-testene var positive for corona.

Af de 20.458 smittede har 1101 tidligere været testet positive for corona i en PCR-test.

Smitten har den seneste uge været faldende i 95 ud af landets 98 kommuner. I Læsø, Ærø og Solrød kommuner har smitten været stigende eller stabil. Det viser tal fra SSI.

Pandemien har toppet. Det vurderer Eskild Petersen, professor emeritus i infektionssygdomme på Aarhus Universitet.

– Der er ingen tvivl om, at vi har passeret højdepunktet i pandemien. Det er målt på antallet af nye tilfælde. Det falder fint.

– Vi ved, at der går to til tre uger, fra vi har haft højdepunktet i antallet af tilfælde, til antallet af indlæggelser topper, og så går der endnu 14 dage, før dødstallene begynder at falde. Så det hele går stille og roligt fremad, siger han.

Han tilføjer, at smittetallene stadig vil gå lidt op og ned, men at de altså falder støt over hele landet, hvis man kigger på syv dages gennemsnit.

Det samlede antal indlagte er siden tirsdag faldet med 68, så 1666 personer nu er indlagt med corona.

Det er dog ikke alle indlagte, der er på hospitalet på grund af corona. Hvis man er indlagt for noget andet, men har en positiv coronatest, tælles man med i SSI’s opgørelse.

Af de indlagte er 42 personer på intensiv, og af dem får 16 personer hjælp af en respirator til at trække vejret.

Siden tirsdag er antallet af indlagte på intensiv faldet med seks personer, mens antallet af personer i respirator har været det samme i fire dage.

Den 6. januar var 82 personer på intensiv med corona. Det er det højeste antal coronaindlagte på intensiv i 2022.

Yderligere 38 er døde, inden for 30 dage efter at de er konstateret smittede med corona. Det er ikke sikkert, at coronavirus er dødsårsagen.

/ritzau/

Back to top button