Kriminal

18-årig blev ramt af skud: To mænd sigtes for drabsforsøg

To mænd har været fremstillet i grundlovsforhør efter et skyderi i Brøndby Strand, hvor en ung mand blev ramt.

Københavns Vestegns Politi har anholdt to mænd, der er sigtet for drabsforsøg i forbindelse med en skudepisode i Brøndby Strand søndag.

De har fredag eftermiddag været fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup. Her har en dommer besluttet at varetægtsfængsle den ene – en 33-årig mand – i foreløbig to uger.

Den anden – en 34-årig mand – har fået opretholdt sin anholdelse i tre døgn.

Det skriver anklagemyndigheden ved Københavns Vestegns Politi på Twitter.

Begge nægter sig skyldige.

Når en dommer opretholder anholdelsen i stedet for at varetægtsfængsle den sigtede, skyldes det som regel, at der endnu ikke er tilstrækkelige beviser, til at dommeren kan godtgøre en varetægtsfængsling.

Dog giver dommeren politiet mulighed for i løbet af tre døgn at indsamle nye beviser, som en anklager så kan fremlægge ved et nyt retsmøde.

Ved skyderiet søndag blev en 18-årig mand ramt i benet, da der blev affyret skud i det, politiet mener er et “internt opgør i et kriminelt miljø”.

Skudepisoden fandt sted i nærheden af en kirke og et relativt befærdet stisystem i Brøndby Strand.

Politiet sørgede efterfølgende for at være til stede med såkaldt tryghedsskabende patruljering, ligesom det om mandagen opsatte en mobil politistation ved et nærliggende torv.

De to mænd blev anholdt på Amager fredag formiddag klokken 10.12.

/ritzau/

Back to top button

Bruger du Adblocker?

Please consider supporting us by disabling your ad blocker