17-årig dreng fængslet efter knivstik på Nørrebro
Tirsdag blev en 17-årig dreng stillet for en dommer og sigtet for knivstik. En dommer valgte at fængsle ham.
En 17-årig dreng, der sigtes for at have stukket en 19-årig mand med kniv på Nørrebro mandag, er blevet varetægtsfængslet i foreløbigt 27 dage.
Fængslingen er i såkaldt surrogat. Det kan dække over, at han på grund af sin alder skal være tilbageholdt på en lukket institution for unge.
Beslutningen om fængslingen er truffet tirsdag af en dommer i et grundlovsforhør i Københavns Byret.
Den 17-årige sigtes for grov vold, men nægter sig skyldig.
Han ville ifølge B.T. ikke udtale sig i retten, fordi han var “for påvirket af situationen”, oplyste drengens forsvarer ifølge avisen.
Retsmødet blev i øvrigt lukket, hvorfor det er uvist, hvilke beviser anklageren har fremlagt i retten.
Knivstikkeriet fandt sted mandag cirka klokken 14.18 på Nørrebrogade i København, hvor den 19-årige blev stukket i venstre lår. Offeret var ikke umiddelbart i kritisk tilstand.
Natten til tirsdag kunne Kenneth Hviid, central efterforskningsleder i Københavns Politi så fortælle, at den 17-årige var anholdt.
– En kort og intensiv efterforskning har ført til anholdelsen af en formodet gerningsmand, sagde han til Ritzau.
Efterforskningslederen ønskede ikke at give yderligere oplysninger om den anholdte eller selve anholdelsen, ej heller om et muligt motiv.
København var i dagene efter jul ramt af flere episoder med knivstikkerier. Det fik kort før nytår politiet til at styrke tilstedeværelsen på gaden.
I en pressemeddelelse fra politiet lød det, at “den almindelige borger ikke har grund til at være utryg”. Intet tyder på, at gerningsmændene er gået efter tilfældige ofre, lød det fra vicepolitiinspektør Knud Hvass.
På baggrund af knivstikkerierne valgte politiet den 29. december at indføre en såkaldt visitationszone på dele af Nørrebro og Nordvest. Den gælder foreløbigt til 19. januar.
I zonen kan politiet uden at have nogen konkret mistanke kropsvisitere folk og ransage køretøjer.
/ritzau/