Indland

16.578 positive coronatest – antallet af indlagte stiger

Antallet af personer, der er testet positive for coronavirus og indlagt på et dansk hospital, stiger med 108.

Der er det seneste døgn registreret 16.578 smittede med coronavirus.

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Af de 16.578 smittede har 844 før været testet positive for coronavirus. Det kaldes reinfektioner i opgørelsen fra SSI.

De bekræftede tilfælde er fundet blandt 56.419 PCR-test. Det betyder, at 29 procent af PCR-testene var positive.

Den 9. februar nåede smitten sit højdepunkt, da 55.120 blev registeret smittede med virusset.

Mandagens smittetal er blandt det laveste, det har været i februar.

Kun søndag, hvor der var 16.454 bekræftede tilfælde, er der registreret et lavere antal smittede i denne måned.

Overlæge ved intensivafdelingen på Bispebjerg Christian Wamberg vurderer, at vi ser ind i en aftagende coronaepidemi.

– Tallene ser rigtig fine ud. Selv om positivprocenten ikke har ændret sig, er langt færre blevet testet og dermed er der færre positive test. Det skyldes formentligt at færre er syge og at epidemien er aftagende, siger han.

Antallet af indlagte konstateret smittede med coronavirus stiger med 108 til 1751. Af de indlagte er 42 på intensivafdeling, mens 16 får hjælp af en respirator til at trække vejret.

Christian Wamberg peger på, at antallet af indlagte med corona er stagneret.

– Fordi epidemien er aftagende er antallet af indlagte stagneret, men det er stadigt højt, fordi det er de sygelige og svage grupper, der kommer på hospitalet, siger han.

Det er dog ikke alle indlagte, der er på hospitalet på grund af corona. Hvis man er indlagt for noget andet, men har en positiv coronatest, tælles man også med i SSI’s opgørelse.

28 personer er registreret døde, inden for 30 dage efter at de er konstateret smittede med corona. Det er ikke sikkert, at coronavirus er dødsårsagen.

Myndighederne besluttede mandag at skære i kapaciteten af PCR-test. Det sker på baggrund af at færre danskere lader sig teste.

– Vi bør bruge ressourcerne der, hvor det er mest fornuftigt. Det er spild af vores alles penge, hvis vi bruger en masse ressourcer på test, der ikke giver nogen nyttig information, siger Christian Wamberg om beslutningen.

/ritzau/

Back to top button