Indland

15.735 smittet med corona – antal indlagte falder

Knap hver fjerde PCR-test har resulteret i et positivt prøvesvar. Antallet af indlagte på intensiv er stabilt.

15.735 personer er det seneste døgn konstateret smittet med coronavirus, viser tal lørdag fra Statens Serum Institut.

Heraf har 804 tidligere været smittet.

Det samlede antal indlagte med covid-19 falder med 67 til 1535. Af dem er 35 indlagt på en intensivafdeling. Antallet af intensivpatienter har ligget stabilt omkring 30 og 40 siden begyndelsen af februar.

Patienterne er dog ikke nødvendigvis indlagt på grund af coronavirus. De kan være indlagt af andre årsager, men optræder i statistikken, hvis de har fået en positivt coronatest.

Tallene tegner et entydigt billede af, at epidemien er på retur. Og at udviklingen vil fortsætte den kommende tid.

Det vurderer Christian Wamberg, der er overlæge på intensivafdelingen på Bispebjerg Hospital.

– Vi vil fortsat se, at antallet af smittede falder, fordi vi nærmer os flokimmunitet i Danmark, og vi går foråret i møde. Om foråret bliver smitten sædvanligvis mindre, siger han.

Christian Wamberg bemærker, at antallet af PCR-test er væsentligt mindre end for få måneder siden. Siden fredag er der udført 67.432 test. Til sammenligning blev der flere dage i januar lavet flere end 200.000 PCR-test.

– Det er sådan set positivt set i lyset af, at epidemien alligevel er på retur, for så spilder vi ikke så mange penge på det, siger Christian Wamberg om faldet i antallet af PCR-test.

Positivprocenten i lørdagens opgørelse er på 23,33. Det betyder, at knap hver fjerde, der har fået taget en PCR-test, er konstateret smittet.

58 smittede personer med covid-19 er afgået ved døden.

Tallet fortæller imidlertid intet om, hvorvidt de er døde på grund af virusset eller af andre årsager. De optræder i statistikken, fordi de inden for 30 dage inden deres død blev konstateret smittet med coronavirus.

I sundhedsvæsnet er den største udfordring aktuelt, at en del ansatte er smittet med coronavirus. Det påpeger Christian Wamberg.

– Vi har en personaleudfordring, fordi de smittede er nødt til at blive hjemme, siger han.

/ritzau/

Back to top button