Indland

13.378 positive coronatest – flere prøvesvar mangler

Antallet af bekræftede coronatilfælde er torsdag underestimeret, da der mangler omkring 18.000 prøvesvar.

Der er det seneste døgn registreret 13.378 smittede med coronavirus.

Tallet er underestimeret, da der mangler 18.000 prøvesvar, oplyser Sundhedsstyrelsen. Det skyldes tekniske problemer hos en ekstern leverandør.

De bekræftede tilfælde er fundet blandt 53.727 PCR-test. Det betyder, at 25 procent af PCR-testene var positive for corona.

Af de 13.378 smittede har 783 før været testet positive for corona.

Det samlede antal indlagte falder med 43 personer til 1643 personer. 39 af de indlagte ligger på intensivafdelingen af dem får 16 personer hjælp til at trække vejret af en respirator.

Det er det laveste antal indlagte på intensiv med corona den seneste uge.

Det er dog ikke alle indlagte, der er på hospitalet på grund af corona. Hvis man er indlagt på grund af noget andet, men har en positiv coronatest, tælles man også med i opgørelsen.

Åse Bengård Andersen, ledende overlæge ved Infektionsmedicinsk Klinik på Rigshospitalet, bider mærke i det lave antal intensivpatienter.

Det vidner om, at det går i den rigtige retning, siger hun.

– Dag for dag bliver man mere og mere overbevist. Nu er jeg ansat i hospitalsvæsenet i Østdanmark, og der kan vi da bestemt godt mærke, at der ikke er så mange indlagte længere.

– Covid er efterhånden noget, man i høj grad finder mere eller mindre tilfældigt hos patienter, der bliver indlagt. Det kan i sig selv være generende nok for patienten og systemet, idet de skal håndteres som smitsomme patienter, men man kan stadig se, at intensivbehovet slet ikke ligner, hvad det var i januar måned, lyder det.

Yderligere 44 er døde, inden for 30 dage efter at de er konstateret smittede med corona. Det er ikke sikkert, at corona er dødsårsagen.

Statens Serum Institut (SSI) udsendte i slutningen af marts en rapport, hvor de vurderede, at omkring halvdelen af dødsfaldene skyldes andre årsager end covid-19.

Halvdelen døde således ikke på grund af corona, men døde af anden sygdom eller en ulykke.

En person tæller med i statistikken over coronarelaterede dødsfald, hvis vedkommende er testet positiv i en PCR-test inden for 30 dage før døden indtræffer.

SSI meldte tirsdag ud, at kontakttallet ligger på 0,7. Det betyder, at når 10 personer er smittede med corona, smitte de samlet syv personer. Det er dog usikkerhed forbundet med kontakttallet.

/ritzau/

Back to top button