Udland

12 meldt savnet fra brændende færge i Middelhavet

Dykkere er blevet sendt ud for at lede efter 12 personer fra den brændende færge "Euroferry Olympia".

Nødberedskab var fredag aften i et kapløb mod tiden for at finde 12 savnede personer, inden mørket lagde sig over Middelhavet.

De 12 personer er meldt savnede i forbindelse med branden på færgen “Euroferry Olympia”, som fredag aften stadig stod i flammer nord for den græske ø Korfu.

Skibet lagde torsdag fra den græske havneby Igoumenitsa med kurs mod den italienske by Brindisi.

Da “Euroferry Olympia” sejlede forbi den lille ferieø Ereikousa, brød færgen imidlertid ud i flammer.

Det vides stadig ikke, hvordan branden er startet.

Ifølge færgens rederi, Grimaldi Lines, var der officielt 239 passagerer om bord og 51 besætningsmedlemmer.

– Der er en igangværende operation med at finde 12 savnede passagerer, lød det fra den græske kystvagt i en udtalelse.

Ni af de savnede personer skulle være bulgarere.

Et hold af græske nødreddere var i stand til at gå om bord på “Euroferry Olympia”, cirka 12 timer efter at færgen var brudt i brand.

Billeder af færgen viser store flammer, der sender en sky af sort røg i luften.

– Skibet brænder fra den ene ende til den anden, sagde en nødredder fra Korfus beredskab fredag eftermiddag.

Officielt er 12 meldt savnede, men det er ikke nødvendigvis hele historien.

Under redningsaktionen lykkedes det nemlig beredskabet at redde en blind passager – ud over dem, som officielt var med på skibet. Det har skabt nervøsitet for, om flere udokumenterede passagerer kan have været om bord på “Euroferry Olympia”.

Blandt de evakuerede fra færgen måtte ti personer en tur på hospitalet, hvor de blev behandlet for vejrtrækningsproblemer og mindre skader.

/ritzau/AFP

Back to top button