Vildt hærværk: Jødisk gravplads skændet

Der er begået hærværk mod mere end 80 gravsten på en kirkegård.

Offentliggjort Sidst opdateret

En jødisk gravplads i Randers har været udsat for hærværk.

Det oplyser Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Nu efterlyses vidner.

Artiklen fortsætter under videoen

Østjyllands Politi fik lørdag klokken 15.25 en anmeldelse om, der var begået hærværk mod flere gravsten på en jødisk gravplads på Østre Kirkegård i Randers.

Begravelsespladsen har ligget på Østre Kirkegård siden 1807, og bliver værnet om af Østre Kirkegårds personale i Randers Kommune. Her er i alt 358 jødiske begravelsespladser.

Politiets undersøgelser på stedet viser, at over 80 gravsten er blevet malet med grøn graffiti, og at nogle enkelte gravsten var væltet.

Årsdag for Krystalnatten

Ifølge Randers Amtsavis er gravstenene blevet overmalet med skidengrønne kryds. Flere andre var forsynet med et klistermærke med ordet “jude”, den nazistiske udtryk for en jødisk borger i Hitler-tidens Tyskland.

Avisen skriver videre, at 9. november er 81 års-dagen for Krystalnatten i Tyskland.

Her blev et stort antal jødiske kirkegårde og butikker. Der blev ødelagt næsten 7.500 forretninger og nedbrændt cirka 200 synagoger. (Kilde: Wikipedia).

Borgmester: “Fej og ussel handling”

Randers’ borgmester Torben Hansen fordømmer hærværket.

– At skænde gravsteder er en fej og ussel handling, som vi her i Randers tager skarp afstand fra. Vi har en af de ældste jødiske begravelsespladser, og vi vil altid værne om den, som vi værner om alle gravpladser. Jeg håber politiet finder de skyldige, udtaler han i en pressemeddelelse.

Han kalder det for ‘rystende’.

– Det er rystende, at nogen kan finde på at begå hærværk på den måde – og dermed såre andre i vores samfund. Vores gode folk på Østre Kirkegård sørger for, at malingen bliver fjernet så nænsomt som muligt, siger Torben Hansen.

Efterlyser vidner

Østjyllands Politi har sikret sig spor på stedet og efterforsker nu hærværket nærmere.

– Det er groft hærværk, som berører rigtig mange mennesker, og derfor tager vi sagen meget alvorligt. Vi er i gang med efterforskningen, og vi hører gerne fra vidner, som har set mistænkelige personer gå rundt omkring gravpladsen, eller har oplysninger om gerningsmændene,  siger politikommissær i Østjyllands Politi, Bo Christensen.

Har du oplysninger til politiet, kan du ringe på telefon 114.

Powered by Labrador CMS