Tre råd: Sådan forebygger du allergi hos din hund

Mange mennesker generes af pollen i foråret og hen over sommeren. Det svier i øjnene, næsen løber og huden klør. Flere hundeejere kender det selv, men er måske ikke opmærksomme på, at deres firbenede venner også kan være allergiske, og at nogle hunderacer er mere udsatte end andre.

Offentliggjort Sidst opdateret

Hunden bider og slikker på poterne, klør sig i hovedet, i armhulerne og i lysken. Hos korthårede hunde kan pelsen kradses helt af på de udsatte områder. Hud og øjenkroge får en rødlig nuance, og øjnene løber i vand.

Udviser hunden en sådan adfærd, kan det være et tegn på, at den har fået pollenallergi. For det er nemlig ikke kun mennesker, som kan blive alvorligt generet af pollen – det kan hunde også.

– Pollenallergi er en årstidsbetinget lidelse, som både mennesker og dyr plages af. Her i maj og juni måned er det højsæson for birk og græs, som spreder sig med vinden og havner i hundens luftveje. Mange hunde, der lider af pollenallergi, har også støvmideallergi. Det betyder, at allergien er et livslangt problem for mange og ikke kun sæsonbetonet – det kræver desuden en god portion tid og tålmodighed at behandle, siger Mogens Brix, dyrlæge i Agria Dyreforsikring.

Han tilføjer, at de fleste hunde kan leve et godt liv med meget få eller ingen symptomer, mens et fåtal af hundene aldrig kommer af med allergisymptomerne.

Alle hunderacer har risiko for at udvikle allergi over for pollen.

I galleriet over artiklen kan du se tre gode råd til hvordan du forebygger allergi hos din hund.

Råd til håndtering

Men ved du, at din hund allerede er allergisk over for pollen, har Mogens Brix også forslag til, hvordan du bedst muligt kan håndtere det.

Dyrlægen anbefaler, at du først kontakter din dyrlæge og aftaler tid til et sundhedseftersyn.

Hvis man kan afgøre, hvilken type pollen hunden reagerer mest på, som eksempelvis elm, bynke, birk eller græs, kan man i visse tilfælde vaccinere mod allergien. En behandling der også kaldes hyposensibilisering. I disse tilfælde fremstiller man en speciel allergivaccine til den enkelte hund. Der findes desuden en del medicin i pilleform, som hunden kan få dagligt, der kan dæmpe eller helt fjerne symptomerne.

Du kan desuden bade hunden med kløestillende shampoo eller fugtighedsbevarende medicinsk shampoo. Dyrlægen kan også anbefale olie med en særlig fedtsyresammensætning, som du kan behandle hunden med.

Mange hunde kan også blive hjulpet af foder udviklet specielt til allergihunde. Allergenernes primære optagelses rute er via huden. Hvis den ydre barrierer – hudbarrieren – styrkes via hud eller allergi diæter, kan hundens symptomniveau i nogle tilfælde dæmpes.

Kilde: Agria Dyreforsikring

Powered by Labrador CMS