Vildt skænderi: Mette Frederiksen chokeret
Folketingets afslutningsdebat bød på et usædvanligt hårdt opgør om racisme med Sikandar Siddique i centrum.
– Jeg blev overrasket, da der blev råbt i Folketinget.
Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen efter mere end 13 times afslutningsdebat.
Kørt før statsministeren gik på talerstolen efter alle partier havde fået ordet, var der et usædvanligt kontant og højrøstet opgør om racisme i Folketingssalen.
Folketingsmedlem Sikandar Siddique talte om udbredt racisme i Danmark og holdt ét minuts stilhed i respekt for Black Lives Matter bevægelsens kamp.
Sikandar Siddiques indlæg var så skarpt, at ikke blot Dansk Folkeparti og Nye Borgerlig hævede stemmen.
Også De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, tog alvorsfuldt ordet.
Han fastslog, at han var “meget, meget bekymret over den retorik”, som det tidligere medlem af Alternativet Sikandar Siddique brugte, fordi den ifølge K-formanden opfordrer til “kamp” og fører til splittese.
– Jeg forstår godt, at Søren Pape Poulsen som hvid majoritetsborger ikke kan sætte sig ind i det. Men der er hverdagsracisme. Der er strukturel racisme, lød svaret fra Sikandar Siddique.
Opbakning fra Mette F.
Han har dog ikke opbakning fra landets statsminister til den retorik. Det stod klart, da Mette Frederiksen gik på talerstolen for at svare på indlæggene:
– Jeg vil fuldt og helt tilslutte mig Søren Pape Poulsens ord, sagde Mette Frederiksen som det første, da hun gik på talerstolen.
Hun tilføjede:
– I mange år har udlændingepolitikken splittet os. Det har vi lige set. Regeringen ønsker at føre en samlende udlændingepolitik. Der er ikke plads til værdirelativisme. Der er ikke plads til symbolpolitik.
– Fejlslagen integration trækker lange spor. Kriminaliteten er dobbelt så stor blandt mandlige efterkommer med ikke-vestlige baggrund. Fire gange så mange med ikke vestlig-baggrund er dømt for en forbrydelse.
– Det er også et problem, at omkring halvdelen af ikke-vestlige kvinder står uden for arbejdsmarkedet, sagde Mette Frederiksen.
-Fortsat store problemer
Efter at racisme flere blev vendt i debatten, fastslog statsministeren:
– Findes der racisme og diskrimination i Danmark? Ja, det gør der. Er det et problem? Ja, det er det. Findes der ikke-vestlige kvinder, der ikke kan gå på arbejde fordi de er underlagt social kontrol? Ja, det gør der. Er det et problem? Ja, det er det, sagde Mette Frederiksen.
Hun gentog, at integrationsproblemerne i Danmark fortsat er for store:
– Antallet har en betydning. Der skal i vores øjne ikke komme flere hertil, i forhold til hvad vi evner at integrere. Vi er bagud på, hvor mange vi evner at integrere. Derfor holder vi fast i, at der skal være modtagecentre uden for Europa. Det har vi ikke nået endnu, men det arbejder vi fortsat for, sagde Mette Frederiksen.
I galleriet ovenfor kan du se flere billeder fra afslutningsdebatten.
Roste danskerne
Tidligere på dagen var tonen dog mere forsonlig fra Folketingets talerstol.
Mette Frederiksen roste således under hendes tale, danskernes indsats under coronakrisen.
– Vi har ved fælles kraft i Danmark vundet første halvleg i kampen mod corona. Det, vi har udrettet sammen – hele Danmark – vil gå over i historien.
– Vi kan være taknemmelige. Vi kan være stolte. Danmark, det er godt gået.
– Men vi er ikke igennem endnu. Der er også en anden halvleg. Ja, måske endda flere. Smitten er her endnu, sagde statsministeren.
Du kan læse mere om Mette Frederiksens rosende tale her: