Manden indlagt med blodpropper i hjernen
Pludselig skulle det gå stærkt
Tirsdag skulle det pludselig gå stærkt. Anette Heicks mand Jesper Vollmer skulle pludselig afsted med en ambulance på sygehuset.
Han havde fået to blodpropper i hjernen.
Det skriver han på Instagram. Selv tager han det med oprejst pande.
– Jeg er medicineret og udskrevet, og skal nok blive go’ igen, skriver Jesper Vollmer på det sociale medie.
Her skriver han også, at han har fået lægernes ord for, at han i denne weekend kan tage til den årlige Sverigetur med sine bedste venner.
– Så her er jeg nu, omgivet af dejlige og omsorgsfulde venner, uddyber han.
Tilbage er nu genoptræning, som Jesper Vollmer ikke er bange for at gå i krig med.
Den her klarer jeg også, selvom jeg lige brød sammen i går af følelsen af afmagt og uretfærdighed. Men fuck it… jeg kommer stærkt tilbage, skriver han afslutningsvis i sit opslag.