Kørte galt for at undgå frontalt sammenstød

En kvinde blev fredag morgen kørt på skadestuen efter et trafikuheld

Kvinden blev kørt fra stedet i en ambulance. Genrefoto.
Offentliggjort Sidst opdateret

Det skulle have været en overhaling, men det endte i et trafikuheld med politi på stedet og et lift i en ambulance, da en bil kørte galt på Sottrupvej vest for Sottrup fredag morgen.

Syd- og Sønderjyllands Politi blev tilkaldt via 112 klokken 06.50. Anmeldelsen lød på et solofærdselsuheld med en fastklemt person, men da politi og redning kom til stedet, kunne man konstatere, at den kvindelige fører af bilen selv kunne stige ud.

Kørt på skadestuen

Politiets undersøgelser har vist, at uheldet skete, da kvinden var ved at foretage en overhaling, som hun måtte opgive. Ifølge politiet har kvinden formentlig ikke haft nok fart på køretøjet, og hun trak ind igen for at undgå et frontalt sammenstød med en modkørende.

I den forbindelse mistede føreren herredømmet over bilen, hvorefter bilen kørte galt, og der blev ringet 1-1-2.

Den 46-årige kvinde fra Aabenraa blev kørt fra stedet i en ambulance til kontrol på skadestuen, men efter alt at dømme er hun sluppet fra uheldet uden skader.

Powered by Labrador CMS