Erik Gundersen: Her er han i dag

Se fotos i billedgalleriet herover

61-årige Erik Gundersen var en helt enestående speedwaykører tilbage i motorsportens gyldne 80-ere. Han vandt 17  verdensmesterskaber – herunder tre individuelle i henholdsvis 1984, 1985 og 1988.

Erik Gundersens glorværdige karriere fik en brat og dramatisk afslutning den 17. september 1989 under VM-finalen i England. Under et voldsomt massestyrt brækkede speedway-helten sin nakke. Han har senere beskrevet, hvordan han hjælpeløs lå på banen uden at kunne røre sig eller trække vejret.

– Råbe efter hjælp kunne jeg heller ikke.

Erik Gundersen var tæt på at dø på grund af de alvorlige skader. Han måtte gennem et langvarigt hospitalsophold og genoptræning.

Læs om hans liv i dag.

Jeg savner spændingen

Gundersen er i dag erklæret 80 procent invalid.

– Hvad laver du i dag?

– Jeg arbejder som talentudviklingstræner under Dansk Motorsport Union/Team Danmark. Jeg træner og hjælper 16 drenge i alderen 10-15 år. Jeg er  mental coach for både børn og deres teams.  Jeg forsøger at komme ned i øjenhøjde med dem og lærer dem, at man skal gøre det, der giver mening for en og holde fast i det. Med selvtillid og selvværd skal det nok lykkes. Men man skal arbejde med tingene og fordybe sig. Den gode forberedelse bliver som regel belønnet.

– Hvad savner du fra dit gamle arbejde?

Først og fremmest spændingen op til selve løbet. Man er jo et team, hvor det hele skal spille sammen. Jeg savner lugten i værkstedet og at kunne røre ved tingene. Selvfølgelig savner jeg også selve konkurrencen. Men det at forberede mig sammen med de andre giver nok den største længsel.

De drev rovdrift på kalenderen

– Hvad savner du absolut ikke?

– Rejseriet – altid at være på farten. At kroppen ikke nåede at blive restitueret før det næste løb. Der blev jo kørt rovdrift på din kalender. Det var mega hårdt med nye hoteller, lufthavne og flyvemaskiner. Det var et kæmpe cirkus, hvor man skulle tidligt op for at køre til lufthavnen.  Jeg sov ofte så tungt i flyvemaskinen, at personalet måtte vække mig efter landingen.

– Hvad får du tiden til at gå med nu?

– Jeg tilbringer rigtig meget tid her på mit værksted, hvor jeg bygger motorcykler op. Det tager lang tid, for jeg kan kun bruge min venstre hånd, og jeg er født højrehåndet. Det er besværligt, men jeg har lært at finde alternative løsninger. Jeg går også en del på jagt. Jeg føler mig meget heldig og taknemmelig over, at jeg er kommet så langt, som jeg er. Jeg har lært at leve med mit handicap, og jeg har et fantastisk liv.

Fuck hvor er det her fedt

Jeg tænker tit: Fuck, hvor er det her fedt. Jeg er et meget taknemmeligt menneske.  Det ligger i min opdragelse og opvækst, at man skal være taknemmelig.

Jeg vil også gerne gøre noget for andre. Det betyder meget for mig. Det er skønt at se drengene på holdet i øjnene, når noget lykkes for dem. Så smelter jeg.

– Har du kontakt til de gamle kolleger fra ind og udland?

– Ja, næsten dem allesammen. Vi bruger de sociale medier, og så er vi 30 gutter, som hvert andet år mødes i en weekend, hvor vi spiser godt, drikker lidt og fortæller den ene løgnehistorie efter den anden. Kontakten betyder rigtig meget for mig. Jeg elsker, når unikke personer får en til at tænke over tingene.

– Er berømmelsen dampet af?

– Jeg bliver stadig kaldt en legende.  Men det var faktisk først, da jeg kom hjem fra England som 30-årig, at det gik op for mig, hvor berømt jeg var blevet. Helle og jeg dyrkede aldrig livet blandt de kendte. Vi levede et helt almindeligt liv. Jeg gik rundt i mine træsko og slidte bukser og så mere end almindelig ud.

‘Hvordan fanden er det, du ser ud’

Efter at jeg havde vundet VM i 1984, mente Ole Olsen, at jeg skulle bygges op og ligne en rigtig verdensmester med profil. Jeg blev slæbt med til Haderslev og fik både garbadine-bukser, bluse med krokodillemærket på og fine nye sko. Da jeg kom hjem til Helle og hendes mor udbrød de i kor: Hvordan fanden er det, at du ser ud?

Så fandt jeg træskoene frem igen.

Jeg bliver stadig genkendt, og jeg tager mig altid tid til at tale med mine gamle fans, når de stopper mig. Der kommer også mange til mine foredrag.

I de første år efter ulykken kunne jeg ikke lide at gå på gaden og blive genkendt, fordi jeg gik så dårligt. Jeg fik psykologhjælp til at komme over det.

Sprang ud med faldskærm

– Nævn en særlig sjov episode i din karriere?

– I 1991 skulle mit såkaldte farvel-løb holdes på Vojens Speedway Stadion. Ole Olsen mente, at jeg skulle springe ud med faldskæmp og lande midt på stadion med 10.000 publikummer rundt om. Det var ikke verdens bedste ide, for det var jo kun to år efter, at jeg havde brækket nakken. Helle var rasende. Men jeg endte med at sige ja. Først gik der ild i flyvemaskinens ene motor, så alle måtte flygte ud af den. Vi  kom over i en anden maskine, og  jeg kom da også ned på stadion i et fint tandemspring.

Jeg var rædselsslagen, da jeg sad i flyvemaskinen, som cirklede over stadion.

Holder stadig sammen

– Hvad betyder mest for dig i dag?

– Min familie, mine venner og mit netværk. Og så det at kunne stå op hver dag og skabe sin egen dagligdag. Tingene tager tid for mig. Men jeg gør det. Helle og jeg har fulgtes ad i opture og nedture. Vi har haft et godt ægteskab. og vi er gode kammerater. Mens jeg var indlagt i et halvt år i England, så jeg flere ægteskaber forlise, fordi de stærkt handicappede patienter ikke kunne få det til at fungere. De mistede deres kære. Det var dybt ulykkeligt at overvære. Helle og jeg har ikke talt meget om det. Vi besluttede, at det her styrer vi igennem sammen. Der har aldrig været en snært af, at ‘nu flygter jeg fra det hele’.

Hun bør have den største medalje, der findes.

– Hvad har livet lært dig?

– Du skal være nysgerrig og opsøgende, Find noget, der er godt for dig selv og dine omgivelser. Du mærker livet, når du formår noget med dine hænder eller dit hoved. Kultur er meget vigtig og giver store oplevelser. Jeg beder også aftenbøn hver aften. Det er min måde at runde dagen af på. Jeg søger ind i noget, der gør mig tryg. Men jeg er ikke religiøs i den forstand, at jeg går i kirke hver søndag.

Hvor er den rigtige vej

– Hvad er din største udfordring nu?

– At komme i gang om morgenen, at få et bad og komme i tøjet. Jeg bruger også meget tid på at finde løsninger for de unge mennesker i motorsporten. Alt går så hurtigt  – selv for en gammel speedwaykører.  Hvor er den rigtige vej gennem livet. Hvilke valg skal de unge tage? Hvad skal man råde dem til?

Det er en stor udfordring for mig.

Se fotos i billedgalleriet over denne artikel