Knap halvdelen af hotelgidslerne er løsladt

Under et angreb mod et amerikansk ejet luksushotel i Malis hovedstad, Bamako, har bevæbnede mænd taget 170 gæster og hotelansatte gidsel.

Her evakueres en flok af de gidsler, der i timevis var fanget på et hotel i Mali. Foto: HABIBOU KOUYATE/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Under et angreb mod et amerikansk ejet luksushotel i Malis hovedstad, Bamako, har bevæbnede mænd taget 170 gæster og hotelansatte gidsel.

80 af de i alt 170 formodede gidsler på et luksushotel i Mali er blevet frigivet.
Det rapporterer en malinesisk statsejet tv-station ifølge BBC.

Flere medier skriver desuden, at soldater fra Malis hær er i færd med at storme hotellet, og at gidseldramaet udspiller sig på 7. etage.

Bevæbnede mænd angreb tidligt fredag morgen et luksushotel i Malis hovedstad, Bamako, og tog 170 personer gidsel.

»Ifølge vores informationer har to personer låst 140 gæster og 30 ansatte inde på hotellet« i en »gidsel-situation,« skrev The Rezidor Group, som ejer Radisson Blu Hotel Bamako i Mali, i en pressemeddelelse.

Måske danskere iblandt

Kilder fortalte tidligere til nyhedsbureaet AFP, at det er militante islamister, der har angrebet et hotellet, og ifølge Reuters har en sikkerhedskilde oplyst, at gidseltagerne råbte »Allah er stor«, mens de angreb hotellet.

Det er uvist, om der er danskere på hotellet, men Udenrigsministeriets Borgerservice følger sagen tæt og har netop opdateret sin rejsevejledning til landet.

»Ambassaden og Udenrigsministeriet følger situationen tæt, ambasadden er i gang med at tage kontakt til de danskere, der har registret sig på danskerlisten. Der er ikke oplysninger om danske tilskadekomne. Vi opfordrer alle til at undgå alt udendørs færdsel i Bamako,« siger en talsperson fra Borgerservice til BNB.

Reuters citerer en »sikkerhedskilde« for, at gidseltagerne har løsladt flere personer, fordi de var i stand til at recitere vers fra Koranen.

Ingen har taget ansvaret

Ingen grupper eller organisationer har i øjeblikket taget ansvar for angrebet.

Gidseltagerne ankom angiveligt til hotellet i en bil fredag morgen omkring klokken 8 dansk tid.

»Meget tidligt om morgenen blev der skudt. Det er åbenbart et forsøg på at tage gidsler. Politiet er der og har lukket området,« siger en sikkerhedskilde til Reuters.

Tidligere meldinger om at tre personer har mistet livet i angrebet er endnu ubekræftet. Hotelledelsen oplyser dog, at to private vagter er blevet såret under angrebet.

Den amerikanske ambassade i Mali har bekræftet på Twitter, at der er tale om en såkaldt »active shooter«-situation.

Det vestafrikanske land Mali, som er en tidligere fransk koloni, har været præget af uro siden foråret 2012, hvor regeringen med præsident Amadou Toumani Toure blev kuppet af militæret.

Det nordlige Mali var i perioder i 2012 besat af grupper af islamister, hvoraf nogle havde forbindelse til al-Qaeda. I januar 2013 bad landets regering Frankrig om assistance til at bekæmpe de militante islamister i landet.

Powered by Labrador CMS