Chauffør tæsker dyttende pensionist

Den 73-årige mand fik to knytnæveslag på grund af sit dytteri

Arkivfoto: Ritzau/ Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Der var kontant afregning til en 73-årig pensionist, som dyttede løs i sin bil.

Den foranholdende lastvognschauffør blev nemlig så rasende, at han sprang ud af sin lastbil og gav den gamle mand to knytnæveslag, skriver vafo.dk.

Håndgribelighederne fandt sted torsdag eftermiddag ved et lyssignal på Fårupvej ved Jelling.

Lastbilchaufføren holdt stille for rødt lys i forbindelse med et vejarbejde. Chaufføren kunne imidlertid ikke køre frem, da lyset skiftede til grønt lys, fordi der stadig holdt biler foran ham.

Sigtet for vold

Det kunne pensionisten åbenbart ikke forstå. Så han dyttede løs for at komme frem.

Til sidst blev chaufføren så træt af den utålmodige mand, at han gav ham to knytnæveslag.

Chaufføren er nu blevet sigtet for vold.

Powered by Labrador CMS