Mand fundet dræbt
Politiet i Grønland har anholdt og sigtet en 19-årig mand for drabet.
En 67-årig mand blev fredag fundet dræbt i sit hjem i en lejlighed i Qaqortoq i Grønland, skriver det grønlandske medie KNR. Grønlands Politi oplyser søndag, at en 19-årig mand er anholdt, sigtet og fængslet i sagen.
Politiet modtog kort før midnat fredag en anmeldelse om grov vold beget i lejligheden på Majavej i byen. Ved politiets ankomst til stedet, konstateres det, at den 67-årige mand er livløs. Han bliver senere erklæret død.
Til at hjælpe med sagen har Grønlands Politi tilkaldt assistance fra Danmark. En obducent og to kriminalteknikere ankommer efter planen tirsdag. Den 19-årige blev anholdt ikke længe efter anmeldelsen.
Lørdag eftermiddag blev den 19-årige mand fremstillet i grundlovsforhør, der endte med en varetægtsfængsling i fire uger. Det vides ikke, hvordan han stiller sig til sigtelsen for drab, skriver KNR.
Drabet er det andet i Grønland på få dage. For en uge siden blev en 40-årig kvinde fundet dræbt i en bolig på Radiofjeldet i Nuuk. Hendes 15-årige datter var alvorligt kvæstet og opholdt sig også i lejligheden.
I den sag er en 42-årig mand blevet anholdt og sigtet for knivdrab og forsøg på manddrab. Den 15-årige piges tilstand er ikke længere livstruende.